KTI Hovedsponsor for Arctic Sounds Sisimiut 2018
KTI afholder 17 koncerter på 4 dage
KTI er Hovedsponsor for ARCTIC SOUNDS 2018
Den 29. marts til 2. april fyldtes Sisimiut med arktisk og nordisk musik. Byen fejrede sit 5. år som vært for en af Grønlands efterhånden største årlige musikfestivaller. En varieret stribe af koncerter blev spillet af mere end 50 musikere fra Grønland, Island, Færøerne, Sverige, Norge, Finland og Danmark. Kunstnerne boede hos lokale familier, på kollegieværelser, vandrehjem og anden indkvartering.
ARCTIC SOUNDS er et sær-arrangement, der hvert år bliver til virkelighed gennem et stort arbejde fra frivillige. 80 mænd og kvinder i alle aldre donerede i op til flere måneder deres fritid for at rocke Sisimiut i de 5 dage festivallen varede. Under festivallen byggede de scener, kørte bus og biler rundt med kunstnere og instrumenter, lavede mad, holdt cafe (KTI Råstofskolen), solgte billetter, og var med til at sørge for, at festlighederne blev afholdt på tryg og hyggelig vis.
17 koncerter afholdt på KTI Råstofskolen
Tove fra "School of Rocks" (KTI Råstofskolen) fik ansvaret for 12 frivillige (deriblandt 9 elever), der agerede som ”Security” under alle 17 koncerter på skolen. KTI stod for 40% af alle Arctic Sounds koncerter (30 ialt)!
Eleverne skulle give et par vagter for at få et gratis ”ARCTIC SOUNDS” armbånd. Men alle som én troppede de op til samtlige 17 koncerter. Ikke bare til tiden, men op til en time før showet begyndte. Glade, smilende, energiske, belevne og hjælpsomme.
En gruppe frivillige der ikke skulle sættes i gang, de fandt selv ud af hvad der manglede. Søndag eftermiddag (ekstra koncert for børn) vaskede de f.eks. gulvet i maskinhallen (det lugtede af øl). Ikke én af dem gik hjem før alt var lukket, slukket og checket. Det var mellem 2 og 3 om morgenen. Så alle blev godt trætte, 4 dage i træk var en rimelig hård tørn.
Stor ros og kæmpe tak til frivillig security:
Inuk Abelsen, Jokum Kleist, Aqqaluk Thomsen Jørgensen (KTI Råstofskolen) og Harald Grim, Eli Jakobsen, Erne Kaspersen, Erneeraq Lukassen, Eli Mitiuunguaq Poulsen, Hans Erik Sianiale (Knud Rasmussen Højskolia) samt Aqqalu Bernhardtsen, Johannes Karl Berthelsen og Lars Goliathsen (Sisimiut).
Spændende musik og underholdning
Råstofskolens maskinhaller fyldtes hver aften med glade, festende, dansende og syngende gæster. Alle var begejstrede for den rå atmosfære, der passede fint til de forskellige bands. Der blev spillet mange gode koncerter - særlig livlige var Da Bartali Crew (Grønland) der også ærede KTI ved at spille og danse i Råstofskolens arbejstøj :-)
Svartmálm fra Færøerne afleverede Black Doom Metal musik og et fantastisk lightshow med max. udblæsning på højtalerne (og af trommehinderne).
Det blev til 4 super livlige aftener uden problemer, fyldt med grønlandsk og international musik - og en magnetisk energioverførsel til alle gæster på grund af den store lyd og de spændende lysshows.